Facebooktwitter

Det er svært at forestille sig bedre vejr på en fjeldtur. Endnu en dag stod vi op med udsigten til et blikstille Botsvatn. Vi havde turen tilbage til Stavskar og en her dag på fjeldet foran os. Kombinationen af godtvejr, den kendte rute og primært højdemeter nedad gjorde, at vi lagde planer om lange pauser, leg i vandløb og tid til at bade i en af søerne. Første stop efter en times tid var ved et perfekt vandløb, hvor børnene først dæmmede vandet op med mos og mudder for derefter at lukke op for sluserne, så vandet brusede afsted igen. En leg, der er blevet forfinet gennem flere år, kan leges ved det mindste fald og ikke mindst kan gentages i det uendelige med lige stor jubel hver gang. Det kræver så, at der tages kaffevand ovenfor eksperimenterne. Som noget helt særligt blve det hurtigt for varmt at ligge i læ på den solbeskinnede skråning. Vi måtte afsted for at få lidt luft omkring os.

Fremme ved søen før nedstigningen til Stavskar havde vi så tid til at slænge os et par timer, bade lidt i den stadig iskolde sø, tage en lille lur, mens der blev bygget nye dæmninger og drikke mere kaffe. Det meste af dagen var gået, og vi havde kun en halv times tid til hytten. Men på vej over passet fik vi alligevel mod på at bestige Svarvarnuten. Det var stadig dejligt vejr, og vi havde masser af energi tilbage efter en afslappende dag. Vi kiggede på kortet, og det så ud til, at der var en fin rute til toppen.

På vej til tops

Rygsækkene blev stillet og kursen sat mod toppen. De to bjerggeder sprang afsted, mens den ældre del af selskabet begav sig lidt mere forsigtigt afsted. Ind imellem satte de sig og ventede på os. Efter ca 45 minutter kunne vi tage den sidste stejle del og nåede varden på toppen i 1378 moh. Der var en helt fantastisk udsigt over det østlige af Setesdalheiene, og vi kunne se hele turen som et levende kort. Jeg har ikke særlig ofte været på topture, men der er noget virkelig fascinerende ved at se verden fra oven og hele det landskab, som man har bevæget sig rundt i. Det er en dejlig samlende oplevelse. Og så fik vi mobilkontakt. Det er ret skørt at blive optaget af, når man står der midt i alt det storslåede. Det er så skønt at være offline på fjeldet og uden kontakt til omverdenen i flere dage og alligevel melder behovet sig i det øjeblik, at det er en mulighed. Hvorom alting er fik vi snakket med både mormor og far, der vist begge på hver deres måde var ret misundelige over vores lille familiefærd. Vi nappede de 500 m højdemeter ned til hytten i et ryk med knald på støddæmperne.

På toppen

Her havde vi en hyggelig sidste aften, hvor drengene tog et par ekstra toppe omkring hytten, min far og jeg fik tømt rødvinsdepotet, som vi havde efterladt for et par dage siden, og vi tog det sidste spil 500 som afslutning på dejlig fjeldferie.