Om vores friluftsblog

Facebooktwitter

Vi plejer at sige at vi er turfolk. Vi er ikke ekstremsportudøvere eller for den sags skyld specialister i hverken kano, kajak eller skiløb. Vi ser disse elementer som transportmidler, der muliggør forskellige former for ture, og vi behersker dem til det niveau som en nødvendigt til turbrug. For os er turen det vigtige, det at flytte os fra sted til sted og samtidigt få en masse naturoplevelser. Det må gerne være vildt og barsk, men som regel er det en del af en rejse.

Vi er alle ivrige spejdere i DDS og spejderlivet indgår som et vigtigt element i vores aktive friluftsliv. Det er her vi dyrker frilufts- og turlivet sammen med andre og forhåbentlig samtidigt bidrager til opdrage nye generationer til et aktivt friluftsliv.


Katrine Tranum Thomsen

Katrine er født i 1976 og har altid været optaget af friluftsliv i alle afskygninger: spejder, orienteringsløb, fjeldvandring, lejrliv i vildmarken, skiture på fjeldet og på løjper, men også skovture søndag eftermiddag og aftensmad i vores bålhytte i haven.


Peter Tranum Thomsen

Peter er født i 1971 og blev fra barn introduceret til frilufts- og turliv gennem spejderarbejdet. Peter nyder tur og lejrlivet hvad enten det foregår på ski, til fods, i kajak eller kano. Man skal som bekendt ikke gå ned på udstyr og det at finde det optimale grej har stor interesse.


Mads Tranum Thomsen

Mads er født i 2009 og var på sin første fjeldtur i en alder af 6 måneder. Mads elsker at opfinde sine egne bålretter og fange fisk. Sommeren 2016 begyndte han at lære hvordan man padler en kano og han lavede sin egen padle.


Jakob Tranum Thomsen

Jakob er født i 2009 og var på sin første fjeldtur i en alder af 6 måneder. Jakob elsker at finde spændende ting i naturen og håber en dag at finde et elg gevir.


Vi har gennem årene gjort os en del erfaringer med frilufts- og turlivet og dem vil vi gerne dele, særligt hvis det kan bidrage til at flere tager deres børn med på tur.

På vores blog kan du følge vores friluftsaktiviteter og i håndbogen har vi samlet pakkelister og praktiske guides som kan hjælpe dig og din familie i gang. Har du kommentarer, spørgsmål, ell. er du også altid velkommen til at skrive til os på info@tranumthomsen.dk