Kategori: Vandretur (side 1 af 3)

Støvlen

Facebooktwitter

Jeg blev introduceret til fjeldvandring i Norge for 29 år siden af min far. Den allerførste tur gik fra parkeringspladsen i Berg til DNT hytten Stavskar og så videre rundt til Bossbu-Svartenut- Øyvasbu-Gaukhei-Stakkedalen. To år senere startede jeg samme sted med den anden halvdel af TranumThomsen på vores første fælles fjeldvandring. Så det var med en vis portion nostalgi, at jeg stod på selvsamme parkeringsplads og atter satte kursen mod Stavskarhytten. Denne gang sammen med både min far og mine drenge.

Afgang fra Berg

Det er altid lidt af en udskrivning, når to par fødder er blevet for store til sidste års vandrestøvler. Derfor var det en vis lettelse, at Jakob kunne passe Mads’ fra sidste år, og Mads kunne passe min mors, som hun faktisk aldrig rigtig har fået brugt. Dertil kom den ikke helt uvæsentlige faktor, at begge var ret godt tilfredse med løsningerne og satte afsted som to bjerggeder selv med starttunge rygsække. Jeg gik bagerst og kunne til gengæld sagtens mærke vægten af at være den, der kunne bære mest. Det var blevet aften, da vi gik fra bilen, og vi var alle spændte på at komme frem og se, om der var en sengeplads til os alle i den meget lille hytte. Der er altid lidt tummel og halløj, indtil man finder rytmen og rækkefølgen i gruppen, men pludselig vender Mads sig om og blafrer med sine vandrestøvler “Se sålen er ved at falde af”. Nok var mormors vandrestøvler så godt som ubrugte, men de var også 20 år gamle og totalt møre!

 

Så var gode råd dyre. Vi løste det i første omgang ved at tape sålen fast med sportsplaster, men efter 20 skridt faldt hælen af. Så fandt vi hans sandaler frem, godt nok med lukket tå, men til gengæld syngende på absolut sidste vers. Udtrådte og med blankslidte såler. Moren var på ingen måder stolt over, at drengen skulle balancere videre i dem på glatte sten og med opfindsomme veje op og ned ad fjeldet. Mads tog det i stiv arm og synes i første omgang, at det gik egentlig meget fint, men endte med at humpe frem til hytten plaget af det sår, han havde erhvervet sig tidligere på sommeren ved at træde et søm op i foden. Der var heldigvis sengepladser i hytten og kun en enkelt anden gæst – en 83 årig dame, der havde brugt fem timer til hytten fra parkeringspladsen med krykke og stok og skulle gå videre op i fjeldet til sin egen hytte. Men det er en anden historie. Hun vidste til gengæld, at der var en sportsforretning i Valle 5 km fra Berg.

Ankomst til Stavskarhytten

I løbet af natten gryede en plan. Mads kunne passe mine vandrestøvler, og jeg måtte springe ud til civilisationen efter nye til mig selv, selvom det indbefattede 1000 ting, der ikke plejer at være mine opgaver, særligt alt det, der ramte mig, efter jeg havde nået bilen. Men tanken om Mads i glatte sko uden frihed til halsbrækkende eksperimenter på resten af turen gjorde beslutningen nem. Jeg drog afsted hurtigt efter morgenmaden i rask tempo og nåede ud til vejen efter en time. Hele tiden havde der været det lille håb, at de efterladte godt nok herrestøvler, der hang ved parkeringspladsen, måske kunne anvendes med en ekstra sål eller sok. Hurtig som en ninja nappede jeg dem, og det var slet ikke tosset. Kun en anelse for store. Men så kom overvejelserne. Var de virkelig efterladte med sure sokker og lugten af udlejningssko i et bowlingcenter? Eller ville ejeren vende tilbage og lede efter dem? Sandsynligheden var lille, men alligevel. Jeg endte med argumentationen om genbrug og en klimavenlig tilgang og var nogenlunde overbevist. Hellere at de blev brugt end gik til spilde. Så med blandede følelser af held og en smule tyvagtighed skyndte jeg mig op i fjeldet igen og var under alle omstændigheder lettet over, at jeg havde løst støvleproblemet. Godt 2,5 timer senere stødte jeg til min far og drengene, der havde hygget sig med at ordne hytten og godt nok uden held prøvet fiskelykken. Vi var nu klar til for alvor at stige opad og begive os mod Bossbuhytten.

“Nye” støvler

Fjeldet kalder

Facebooktwitter

Vi nåede på fjeldet en enkelt nat efter vores adventureeventyr hos TrollAktiv. Godt fyldt op med spænding i kroppen efter forcering af højder og strømfald i alle tænkelige udgaver, var især de voksne i familien klar til lidt ro. Selvom jeg hele ugen i sædvanlig turstil vågnede til duften af nybagt omniabrød og friskbrygget kaffe i teltet, er det bare ikke helt det samme på en flad græsplane ved siden af hovedvej 9 og en flok engelske unge mennesker på lejrtur, som det er at slå teltdugen op til lyde og syn af fjelde, så langt øjet rækker.

 

Så på trods af en halvdårlig vejrudsigt pakkede vi vores grej, da vi var færdige med den sidste aktivitet og kridtede op ad Suleskardvejen. Vi har kørt vejen et utal af gange og vidste nøjagtig, hvor vi kunne sætte vores lavvu op tilpas tæt på vejen, til at vi kunne slæbe det hele og samtidig være helt oppe på fjeldet. I første omgang var der en del brok over planen og den ekstra køretur, men gensynets glæde var stor, da vi iklædt regntøj og upassende gummistøvler stod ud af bilen og sprang over det første vandløb for at få fjeld under fødderne. Drengene forsvandt over en bakketop og var hurtigt igang med at etablere en base, gøre sig venner med nogle får og lede efter multebær.

På fjeldet igen

Det blev vores hidtil korteste fjeldtur på 12 timer, hvor vi alle fire hurtigt blev enige om, at næste år måtte vi på fjeldet igen. Mads og Jakob fyldte alle vores halvliters flasker med fjeldvand, som de måtte have med hjem til morfar, der også elsker at gå i fjeldet.

Efter en god nats søvn

Vel hjemme hos mormor og morfar til den sædvanlige hjemkomstmiddag med røverhistorier fra årets Norgesekspedition, viste det sig, at det ikke nødvendigvis skulle vente til næste år med den fjeldtur. Drengene og jeg kunne nemlig komme med på morfars vandretur allerede i år, hvilket skabte stor jubel hos alle tre generationer. 10 dage senere var vi klar med rygsæk og vandrestøvler i Setesdalsheiene.

del 6 – Regntøjet øverst

Facebooktwitter

Allerede næste morgen, da solens bagen mod teltdugen overraskende udeblev, var vi klar over, at der blæste nye vinde over fjeldet. Efter nærmere granskning af de lavt hængende skyer og den tiltagende vind besluttede vi at pakke regntøjet øverst i rygsækken, og det skulle vise sig at være en helt rigtig beslutning.

Vi var ikke nået langt på vejen tilbage mod Hellevassbu, før den første regn ramte os, akkompagneret af en frisk vind som heldigvis ramte os i ryggen. Som tiden gik, blev regnen mere og mere vedholdende, og det endte som lidt af en ”snuden i sporet” dag, hvor kun stædig tro på sommeren forhindrede os i at finde hue og vanter frem fra rygsækken. Dagens vejr var en lille påmindelse om, hvorfor vi slæber rundt på tarp, varmt tøj og Gore-tex på en ellers dejlig sommertur. En påmindelse som at dømme efter påklædningen af et par andre vandrefolk, vi mødte, var tiltrængt.

When then going gets tough

Nu var det så heldigt, at snuderne alligevel pegede mod Hellevassbu, og eftersom der ikke er så meget andet at lave på sådan en dag end at vandre, ja så fortsatte vi med forhåbningerne om en lun hytte og en køje. Vi havde alle prøvet det før, kendte rumlen og vidste, at vi kunne gå i timevis, hvis bare der blev fyldt lidt på depoterne ind i mellem. Da vi hen på eftermiddagen nåede frem til hytten, var regnen aftagende, men vi havde vænnet os til tanken om en nat på hytte, så sådan blev det.

Nu hvor der var adgang til urationeret gasblus, blev den altid medbragte grødris trukket op af proviantposen og drengene fik risengrød lavet på pulvermælk, mens de voksne fik en improviseret dåseret fra maddepotet.

På sporet i Hardangervidda

På hytten mødte vi en del ellers velorienterede og veludrustede unge vandrefolk fra bla. Holland og England, som til min overraskelse slæbte rundt på store vandflasker og troligt kun tog vand, hvor et træskilt ved hytten foreskrev, at der var drikkevand. Jeg forelagde dem min undren og kunne til deres lettelse oplyse, at de roligt kunne drikke alt det rindende vand de fandt på fjeldet, i hvert fald i denne højde. Faktisk var der ingen forskel på det vand, de troligt hentede ved skiltet og det vand, de ville finde alle andre steder på fjeldet. Ved nærmere eftertanke burde de have båret et par kilo gevirer ned til Haukeli for mig som tak for den oplysning……

Fra Hellevassbu kan man nå Haukeli på en dag, men det er en lang tur, og siden vi havde både tid og telt, valgte vi at dele den op i to etaper. Det blev til et glædeligt gensyn med Mannevatn, hvor vi belært af den manglende aftensol og den affødte fadæse med rugbrødet, placerede vores telt et lidt andet sted. Her havde vi aftensol men til gengæld ikke læ, man kan ikke få det hele, heller ikke på fjeldet.

Udsigt mod Haukeliseter fra toppen af fjeldet

Vi drømte vist alle lidt om den snarlige tilbagevenden til civilisationen, men på sidstedagen blev længslen langsomt iblandet et vemod over at skulle sige farvel til fjeldet, det simple vandreliv og det at være uforstyrret tæt på hinanden. Jeg bilder mig ind, at der var momenter, hvor selv Mads og Jakob ville have byttet udsigten til en snarlig stor is for endnu et par dage uden mobilforbindelse.

110 km og 3300 højdemeter

Ruteoverblik

Vi tilbragte 10 dage på fjeldet, tilbagelagde beskedne 110 km og 3300 højdemeter. Vi medbragte ca. 50 kg. udstyr og proviant fordelt på fire rygsække (+ 5 kg. gevirer på de sidste 50 km). Vi havde på intet tidspunkt travlt og slog lejr, når det passede os, lige som det skal være på en god telttur.


Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk. 

Del 5 – Lysporten

Facebooktwitter

Da vi vågnede på dag 6 havde mætheden fra gårsdagens overdådige måltid stadig ikke fortaget sig, og synet af de mange sammenflettede gevirer i forteltet var en lykkelig påmindelse om den forudgående jagtlykke. Tillagt en kop friskbrygget kaffe og blå himmel kan en morgen vel næppe blive bedre.

Vejvalg

Nu var planen at vandre mod sydvest med retning mod den selvbetjente hytte Middalsbu, som udgjorde vores næste provianteringsmulighed. Vi begav os da også afsted, men ved stikrydset ved Holmavatnet tog vi fornyet bestik af situationen og de forskellige valgmuligheder. Vi kunne selvfølgelig fortsætte mod Middalsbu, men så ville vi komme til at gå meget nede i lavlandet, hvilket betød sommerhede, myg og højdemeter. Vi kunne imidlertid også tage den flotte rute gennem den smalle elvdal østover. Dette ville ganske vist betyde, at vi ville komme til at gå en god del af den samme rute, men til gengæld ville vi blive oppe i højden.

Lysporten

Valget faldt på den sidstnævnte mulighed, og resten af dagen fulgte vi elven gennem en smal kløft, frem til en åbning mellem to markante fjeldspidser, som vi døbte lysporten. På vej gennem kløften frustrerede vi tydeligt en vandrefalk, som havde rede et sted på de lodrette sider og den sendte vedvarende advarende skrig mod os. På den anden side af lysporten åbnede landskabet sig op mod en stor græsslette og et bredt elvforløb. Måske fordi vi var midt i at læse Ringenes Herre, følte vi os i dette landskab for en stund hensat til Frodo Sækkers rejseselskab.

Hviledag på Hardangervidda

Lige så snart teltet var slået op og den frysetørrede ration var fortæret, blev fiskestangen fundet frem og ret hurtigt bed en flot fjeldørred på krogen og endte sine dage på stegepanden i den sene aftentime. Fiskelykken var stærkt medvirkende til beslutningen om en overliggerdag, så bortset fra at optimere vores teltplacering i forhold til aftensol, flyttede vi os ikke den efterfølgende dag. Vi slappede af i det gode vejr og fortærede endnu en flot fjeldørred.


Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk. 

Del 4 – Tre retter og fire gevirer

Facebooktwitter

Euforiske over fiskelykken, gevirfundet og oven på den overdådige morgenmad som nærmest antog karakter af en fjeldbrunch, bevægede vi os videre mod nord, med den betjente fjeldhytte Litlos som mål.

Dagens rute var noget længere, end hvad vi havde formået at tilbagelægge på de foregående dage, men denne dag var også noget ganske særligt, for forude ventede et liv i uanet luksus. Vi havde planlagt at stifte indgående bekendtskab med en gammel institution i DNT’s betjente hytter, nemlig den treretters aftenmenu. Tilberedt af en kok og fremstillet af relativt friske råvare, bragt til den afsides beliggende hytten med sikkert ikke helt CO2 neutrale midler. Til maden fantaserede vi om at indtage henholdsvis kold Fanta og øl.

Der blev snakket meget om den forestående middag under dagens etape, men ud på eftermiddagen blev vi ramt af en snærende utryghed. Hvad nu hvis alt var optaget? Hvad nu hvis der ikke var mad nok? For at imødegå panikken besluttede vi at sende en delegation i forvejen med det ene mål at sikre middagen med alle midler.

Vadning ved Litlos

Delegationen vandrede frem mod målet i hidtil uset tempo og med hytten i sigte, valgte vi at skære af ruten ved at vade vestspidsen af Litlosvatnet. Vi følte os som helte på en mission, mens vi forcerede vandmasser og genstridigt krat i Litloshaugen og ikke mindst, da vi troppede op i hyttens reception, forrevne og drivende våde. Vi blev forsikret om, at der var masser af plads til middagen, men det fratog os ikke følelsen af at have reddet familiens overlevelse.

Efter en lille times tid var gruppen igen forenet, og vi etablerede teltlejr ved Litlosvatn, hvorefter der var dømt grundig afvaskning til alle, før vi iførte os det reneste tøj, vi havde og begav os til middag.

Den traditionsrige middag på betjent DNT hytte forløber på den måde, at alle de trætte og sultne vandrefolk sidder og venter på stuen, og når maden er klar, slås dørene op til den veldækkede spisesal. Man tager plads ved et af langbordene, og mens maden bliver bragt ind, går snakken allerede højlydt om de mange oplevelser, rige fiskefangster, osv. Der er rigeligt af det hele, og de tre retter serveres i et rask tempo, som passer til appetitten.

Tre retters menu på Litlos

Således indtog vi adskillige portioner aspargessuppe, efterfulgt af adskillige portioner kylling i chili med ris og endelig lun æblekage med flødeskum og norsk kogekaffe, før vi nærmest kravlede tilbage til vores lille teltlejr ved søen.

Jakob med rt pragteksemplar af et gevir ved Litlos

Dette var dag 5 på vores tur, og man skulle tro, at dagen ikke kunne blive bedre, men det kunne den. Alle samfulde dage havde Jakob gået og spejdet efter gevirer og taget adskillige omveje for at lede bag nærliggende bakketoppe, hvor ruten bød det, men indtil videre uden andet held end det afpillede eksemplar fundet ved Sigridtjørni. Nu vendte lykken, da det viste sig, at det nærmest regnede med gevirer i området omkring Litlos. I løbet af få timer var vi beriget med ikke mindre end fire store, flotte og ikke mindst tunge gevirer. Udsigten til at de skulle bæres ca. 50 km og mange højdemeter over fjeldet tilbage til civilisationen, skræmte øjensynligt hverken Mads eller Jakob.


Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk. 

« Ældre indlæg

© 2019 TranumThomsen

Tema af Anders NorenOp ↑