Kategori: Udstyr (side 1 af 2)

Anmeldelse af Primus Prime Tech Stove 2.3L

Facebooktwitter

Det er nu ved at være et års tid siden jeg anskaffede mig et Primus Prime Tech Stove 2.3L sæt som potentiel afløser for det gamle Trangia. Det har siden været flittigt brugt og har fået de prygl som uundgåeligt tilstøder vores turgrej. Derfor er det vist også ved at være på sin plads med en vurdering og her vil det være svært ikke at sammenligne med det velkendte Trangia.

Aftensmaden tilberedes

Specifikationer og indhold

Prime Tech Stove 2.3L sættet indeholder følgende:

  • Gasbrænder med integreret vindskærm, 2000 W
  • 3L gryde med varmeveksler og keramisk belægning
  • 3L gryde uden varmeveksler og keramisk belægning
  • Låg i plast med integreret dørslag
  • Grydetang
  • Piezo tænder
  • Opbevaringspose

Hvis vi allerede her skal begynde sammenligningen med Trangia så er Trangiagryderne kun på henholdsvis 1,7 og 1,5 L. I Trangia har ingen af gryderne non-stick belægning eller varmeveksler, der er heller ikke piezo tænder eller opbevaringspose med.

Primus Prime Tech stove vejer i 2.3 L udgaven 870 gram, mens Trangia, lidt afhængigt af version, vejer ca. 900 gram. Primus Prime Tech stove leveres dog uden stegepande, mens denne er kombineret med grydelåget i et Trangia. Primus brænderen har en max. effekt på 2000 W og mod Trangiabrænderen med 2100 W.

Skal vi have økonomien med så koster Primus Prime Tech Stove 2.3L sættet ca. 1.100,- mens et Trangia 25-5 UL med gasbrænder kan fås for ca. 800,-

Funktion

Primus Prime Tech stove 2.3L er et lækkert og veldesignet stormkøkken, hvor der er kælet for detaljen. Dette ser man allerede på opbevaringsposen som er lavet i lækre materialer, med bærestrop og foret så gryderne ikke bliver bulet under transport. Gryderne er ud over at være store også ganske praktiske, med helt flad bund og udført i en robust materialetykkelse. Der til kommer at den ene af Primus gryderne har integreret varmeveksler som dramatisk forkorter kogetiden og reducere gasforbruget. Primus har også valgt at forsyne den ene gryde i dette sæt med en keramisk non-stick belægning som er ganske praktisk i felten og virker nogenlunde robust.

Primus Prime Tech stove (Foto: Primus)

Tager vi fat i grydelåget så er det på af Primus Prime Tech Stove udført i klar plast, med et lille frækt håndtag i rød gummi, integreret dørslag og en åbning som gør plads til grydetangen uden at tage låget af. Grydelåget fungere perfekt, kan betjenes uden grydetang og er klart lettere at arbejde med end Trangia låget som jeg har brændt mig på mange gange. Ulempen er at det er lavet i plast og vores er således allerede knækket, fordi det blev klemt i rygsækken. Det er surt at stå ude på en lang tur uden grydelåg og det ville derfor være fint om Primus designede et mere robust låg i aluminium som kunne tilvælges efter behov.

Grydetangen til Primus Prime Tech Stove har den lækre detalje at den er udstyret med en lås som gør at den kan låses fast på gryden. Prisen for denne smarte funktion er en grydetang som er ret kompliceret og tilmed ikke virker videre robust. F.eks. er den udstyret med nogle små plastbeskyttere som skal modvirke metal mod metal kontakt, mellem gryde og grydetang. Disse plastbeskyttere falder imidlertid af i løbet af kort tids brug. Jeg har senere modtaget en opdateret version af grydetangen fra Primus, hvor der er lavet et par mindre forbedringer af bla. plastbeskyttere.

På min Primus Lite+ er der integreret piezo tænder og på af Prime Tech Stove sættet har Primus valgt at ligge en løs piezo tænder med i sættet. Det er en lækker detalje, men det havde været endnu bedre, hvis den havde været integreret som på Lite+ så den ikke bliver væk.

Regulatoren på Primus Prime Tech Stove er en avanceret lille sag som ikke bare, som det er tilfældet på de fleste brændere, er en dum ventil, men faktisk indeholder en regulator. Dvs. at den fastholder en nogenlunde konstant tryk og dermed flamme uanset gasbeholderens fyldning og temperatur. Denne funktion fungerer fint og gør det let at have f.eks. pasta til at simre. Regulatoren har dog den ulempe at den skal drejes flere omgange før den åbner for gassen og dette kan virke ret irriterende.

Nu kommer vi så til det ømme punkt, nemlig brænderen. Ved første øjekast er det som resten af Primus Prime Tech Stove 2.3L sættet en veldesignet brænder og vindskærm. Tilmed lover Primus at brænderen i kombination med deres varmevekslergryde er ca. 20 % mere effektiv end tilsvarende stormkøkkener. I praksis oplever jeg en brænder som er mindst 20 % mere effektiv såvel målt på kogetid som på gasforbrug. Min påstand er at Primus mere end lever op til det de lover, hvad angår effektivitet. Imidlertid har jeg oplevet, hvad jeg anser for et alvorligt problem, med deres brænder. Den soder kraftigt ved lav effekt og dette kan også observeres ved at den brænder med en rød flamme (for lav lufttilblanding) når man skruer ned for den. En gasbrænder har jo netop, nærmest per definition, den fordel at den ikke soder gryderne. Selv om Primus hævder at den er testet på alle ledder og kanter, vil jeg hævde at den har en designfejl.

Primus Prime Tech Stove 2.3L efter 15 min. på lavt blus

Konklusion

Primus Prime Tech Stove 2.3L er et lækkert stromkøkken med mange gode og gennemtænkte detaljer, men på visse områder bærer det præg af at mangle den modenhed og forædling som f.eks. Trangia har gennemgået over årene.

Diskvalificere den sodende brænder Primus Prime Tech Stove 2.3L? Nej, der er så mange andre fordele ved dette stormkøkken at det stadig er min favorit over Trangia. Det er primært det lave gasforbrug og de større gryder som gør dette stormkøkken til en vinder. Jeg er desuden overbevist om at Primus nok skal få rettet op på brænderen og skulle det være helt perfekt tilbød de desuden et grydelåg i aluminium og integreret piezo tænding.

Vi bager brød

Facebooktwitter

Duften af friskbagt brød kan få selv den sløveste krop ud af soveposen og det er en kærkommen variation til knækbrød. På længere ture medbringer vi derfor oftest grej til at bage brød samt rigeligt med mel og tørgær.

Omnia brød

Tidligere har vi brugt et hjemmelavet koncept til at bage på Trangia, men det slider på både brænder og vindskærm da bunden af Trangia bliver meget varm. Derfor har vi skiftet det hjemmelavede udstyr ud med en Omnia ovn.

Omnia ovnen

Omnia ovnen er en gammel svensk opfindelse som egentlig var tænkt til brug på gamle gaskomfur uden ovn. Den egner sig imidlertid også rigtigt godt til at bruge på de fleste stormkøkkender.

Omnia ovn princip. Illustration fra Omnia Sweden.

Princippet i ovnen er enkelt og genialt. Varmen fordeles fra brænderen op under bageformen til undervarme og op under låget til overvarme. I låget findes desuden en række små huller som skaber gennemtræk, lidt som i en varmluftovn.

Når du bager på Trangia skal brænderen brænde på lavt blus, ellers bliver brødet typisk brændt på indersiden.

Basisopskrift

Der findes et utal af variationsmuligheder over Omnia brød, men det hele starter med en enkel basisopskrift. Tilsæt nødder, bær, bacon eller andet efter fantasi og smag.

  • 2 1/2 dl lunkent vand
  • 1 spiseske olie
  • Salt
  • 1 spiseske honning, sirup eller sukker
  • 1/2 pose tørgær*
  • ca. 1 liter hvedemel

Tilsæt olie, salt, honning og tørgær og bland grundigt. Tilsæt nu det halve af melet og rør sammen. Tilsæt det resterende mel mens dejen æltes. Lad nu dejen hæve i ca. 30 min.

Basisdej til hævning

*Hvis du lader dejen koldhæve i forteltet natten over tilsættes kun det halve tørgær.

Når brødet er forhævet æltes det igennem, rulles ud og placeres i Omnia bageformen. Nu skal brødet efterhæve i ca. 30 min. før det bages.

Bacon brød klar til efterhævning i Omnia form

Når brødet er efterhævet klargøres Trangia og tændes på lavt blus. Husk at slå bøjlerne op på Trangia, ellers er der en risiko for at brænderen går ud. Placer Omnia ovnen på Trangia og bag brødet i ca. 30 min.

Omnia ovn på Trangia. Husk at slå bøjler op.

Det friskbagte brød skæres i skiver og serveres med smør eller som tilbehør til en suppe.

friskbagt Omnia brød med smør

For mere inspiration til brug af Omnia ovn kan vi anbefale den Svenske bog KOKBOK som indeholder en lang række spændende opskrifter til Omnia Ovn.

God fornøjelse!

Primus – lite XL 1L gryde

Facebooktwitter

Lad det være sagt med det samme, jeg bliver tiltagende imponeret af det grej som primus laver.

 

Sidste år købte jeg en primus lite+ koger med tilhørende kaffestempel og den har siden fulgt os på alle ture. Nu har jeg udvidet med en 1L gryde som passer på den samme brænder. Gryden anvender det samme effektive varmeveksler princip som den lille 0,5L koger og det er hamrende effektivt.

 

Gryden kommer i en beskyttende og praktisk opbevaringspose og inden i gryden findes en plastskål som er praktisk på tur og samtidigt beskytter grydens belægning.

 

Jeg har testet gryden på Primus Lite+ brænderen ved stuetemperatur og her kogte 1L vand på ca. 4 minutter. Imponerende!

 

Grydens håndtag foldes ud og kan låses. Desuden har håndtaget såvel som grydelåget praktiske gummigreb og grydelåget har indbygget si. Lækre detaljer som sammen med den generelt overbevisende kvalitet, gør dette til endnu en tro følgesvend på tur.

 

læs evt. om Primus Lite+ her

 

Orientering med GPS

Facebooktwitter

GPS er i dag en integreret del af enhver telefon, tablet og meget andet udstyr som vi benytter i dagligdagen. Vi forventer til enhver tid at kunne se vores nøjagtige position og deler den i øvrigt lystigt med andre. Hvorfor er det så relevant at snakke om orientering med GPS, jeg har jo allerede google maps på min telefon!

 

Det er det fordi en GPS modtager til turbrug er noget helt andet end din smartphone og Google maps. Tænk bare på hvor tit du må lade din telefon og hvad der skete sidste du tabte den i toilettet. De som allerede har læst vores guide til brug af kort og kompas vil også vide at der er ret stor forskel på Google maps og de kort vi bruger til turbrug.

 

Nu kunne man selvfølgelig indvende at vi ikke har brug for det moderne isenkram på tur – vi har jo fuldstændigt styr på kort og kompas. God pointe – men vi tager jo også sikkerhedssele på, selv om vi har fuldstændigt styr på at kører bil!

 

Vi har altid en GPS modtager med på fjeldture Om sommeren mest for sjov, men om vinteren som en ekstra livline.

 

I vejr som dette kan du let gå lige forbi en hytte uden at opdage den.

I vejr som dette kan du let gå lige forbi en hytte uden at opdage den.

Du kan læse mere om brug af GPS modtager på tur, teknikken bag, hvad du skal købe og hvordan du bruger den, i vores turhåndbog under orientering med GPS.

 

Orientering med kort og kompas

Facebooktwitter

Orientering med kort og kompas er en grunddisciplin som du som friluftsmenneske bør beherske. Det gælder først og fremmest din sikkerhed, men er også med til at gøre det sjovere at være på tur.

 

Kompaspejling

Kompaspejling

Som så meget andet kan det virke lidt indviklet i begyndelsen men med øvelse, og måske lidt hjælp fra mere erfarne, kan det let læres.

 

Læs meget mere om brugen af kort og kompas på TranumThomsen.dk her.

 

 

« Ældre indlæg

© 2019 TranumThomsen

Tema af Anders NorenOp ↑