Kategori: Turbeskrivelser (side 1 af 6)

Toptur

Facebooktwitter

Det er svært at forestille sig bedre vejr på en fjeldtur. Endnu en dag stod vi op med udsigten til et blikstille Botsvatn. Vi havde turen tilbage til Stavskar og en her dag på fjeldet foran os. Kombinationen af godtvejr, den kendte rute og primært højdemeter nedad gjorde, at vi lagde planer om lange pauser, leg i vandløb og tid til at bade i en af søerne. Første stop efter en times tid var ved et perfekt vandløb, hvor børnene først dæmmede vandet op med mos og mudder for derefter at lukke op for sluserne, så vandet brusede afsted igen. En leg, der er blevet forfinet gennem flere år, kan leges ved det mindste fald og ikke mindst kan gentages i det uendelige med lige stor jubel hver gang. Det kræver så, at der tages kaffevand ovenfor eksperimenterne. Som noget helt særligt blve det hurtigt for varmt at ligge i læ på den solbeskinnede skråning. Vi måtte afsted for at få lidt luft omkring os.

Fremme ved søen før nedstigningen til Stavskar havde vi så tid til at slænge os et par timer, bade lidt i den stadig iskolde sø, tage en lille lur, mens der blev bygget nye dæmninger og drikke mere kaffe. Det meste af dagen var gået, og vi havde kun en halv times tid til hytten. Men på vej over passet fik vi alligevel mod på at bestige Svarvarnuten. Det var stadig dejligt vejr, og vi havde masser af energi tilbage efter en afslappende dag. Vi kiggede på kortet, og det så ud til, at der var en fin rute til toppen.

På vej til tops

Rygsækkene blev stillet og kursen sat mod toppen. De to bjerggeder sprang afsted, mens den ældre del af selskabet begav sig lidt mere forsigtigt afsted. Ind imellem satte de sig og ventede på os. Efter ca 45 minutter kunne vi tage den sidste stejle del og nåede varden på toppen i 1378 moh. Der var en helt fantastisk udsigt over det østlige af Setesdalheiene, og vi kunne se hele turen som et levende kort. Jeg har ikke særlig ofte været på topture, men der er noget virkelig fascinerende ved at se verden fra oven og hele det landskab, som man har bevæget sig rundt i. Det er en dejlig samlende oplevelse. Og så fik vi mobilkontakt. Det er ret skørt at blive optaget af, når man står der midt i alt det storslåede. Det er så skønt at være offline på fjeldet og uden kontakt til omverdenen i flere dage og alligevel melder behovet sig i det øjeblik, at det er en mulighed. Hvorom alting er fik vi snakket med både mormor og far, der vist begge på hver deres måde var ret misundelige over vores lille familiefærd. Vi nappede de 500 m højdemeter ned til hytten i et ryk med knald på støddæmperne.

På toppen

Her havde vi en hyggelig sidste aften, hvor drengene tog et par ekstra toppe omkring hytten, min far og jeg fik tømt rødvinsdepotet, som vi havde efterladt for et par dage siden, og vi tog det sidste spil 500 som afslutning på dejlig fjeldferie. 

Støvlen

Facebooktwitter

Jeg blev introduceret til fjeldvandring i Norge for 29 år siden af min far. Den allerførste tur gik fra parkeringspladsen i Berg til DNT hytten Stavskar og så videre rundt til Bossbu-Svartenut- Øyvasbu-Gaukhei-Stakkedalen. To år senere startede jeg samme sted med den anden halvdel af TranumThomsen på vores første fælles fjeldvandring. Så det var med en vis portion nostalgi, at jeg stod på selvsamme parkeringsplads og atter satte kursen mod Stavskarhytten. Denne gang sammen med både min far og mine drenge.

Afgang fra Berg

Det er altid lidt af en udskrivning, når to par fødder er blevet for store til sidste års vandrestøvler. Derfor var det en vis lettelse, at Jakob kunne passe Mads’ fra sidste år, og Mads kunne passe min mors, som hun faktisk aldrig rigtig har fået brugt. Dertil kom den ikke helt uvæsentlige faktor, at begge var ret godt tilfredse med løsningerne og satte afsted som to bjerggeder selv med starttunge rygsække. Jeg gik bagerst og kunne til gengæld sagtens mærke vægten af at være den, der kunne bære mest. Det var blevet aften, da vi gik fra bilen, og vi var alle spændte på at komme frem og se, om der var en sengeplads til os alle i den meget lille hytte. Der er altid lidt tummel og halløj, indtil man finder rytmen og rækkefølgen i gruppen, men pludselig vender Mads sig om og blafrer med sine vandrestøvler “Se sålen er ved at falde af”. Nok var mormors vandrestøvler så godt som ubrugte, men de var også 20 år gamle og totalt møre!

 

Så var gode råd dyre. Vi løste det i første omgang ved at tape sålen fast med sportsplaster, men efter 20 skridt faldt hælen af. Så fandt vi hans sandaler frem, godt nok med lukket tå, men til gengæld syngende på absolut sidste vers. Udtrådte og med blankslidte såler. Moren var på ingen måder stolt over, at drengen skulle balancere videre i dem på glatte sten og med opfindsomme veje op og ned ad fjeldet. Mads tog det i stiv arm og synes i første omgang, at det gik egentlig meget fint, men endte med at humpe frem til hytten plaget af det sår, han havde erhvervet sig tidligere på sommeren ved at træde et søm op i foden. Der var heldigvis sengepladser i hytten og kun en enkelt anden gæst – en 83 årig dame, der havde brugt fem timer til hytten fra parkeringspladsen med krykke og stok og skulle gå videre op i fjeldet til sin egen hytte. Men det er en anden historie. Hun vidste til gengæld, at der var en sportsforretning i Valle 5 km fra Berg.

Ankomst til Stavskarhytten

I løbet af natten gryede en plan. Mads kunne passe mine vandrestøvler, og jeg måtte springe ud til civilisationen efter nye til mig selv, selvom det indbefattede 1000 ting, der ikke plejer at være mine opgaver, særligt alt det, der ramte mig, efter jeg havde nået bilen. Men tanken om Mads i glatte sko uden frihed til halsbrækkende eksperimenter på resten af turen gjorde beslutningen nem. Jeg drog afsted hurtigt efter morgenmaden i rask tempo og nåede ud til vejen efter en time. Hele tiden havde der været det lille håb, at de efterladte godt nok herrestøvler, der hang ved parkeringspladsen, måske kunne anvendes med en ekstra sål eller sok. Hurtig som en ninja nappede jeg dem, og det var slet ikke tosset. Kun en anelse for store. Men så kom overvejelserne. Var de virkelig efterladte med sure sokker og lugten af udlejningssko i et bowlingcenter? Eller ville ejeren vende tilbage og lede efter dem? Sandsynligheden var lille, men alligevel. Jeg endte med argumentationen om genbrug og en klimavenlig tilgang og var nogenlunde overbevist. Hellere at de blev brugt end gik til spilde. Så med blandede følelser af held og en smule tyvagtighed skyndte jeg mig op i fjeldet igen og var under alle omstændigheder lettet over, at jeg havde løst støvleproblemet. Godt 2,5 timer senere stødte jeg til min far og drengene, der havde hygget sig med at ordne hytten og godt nok uden held prøvet fiskelykken. Vi var nu klar til for alvor at stige opad og begive os mod Bossbuhytten.

“Nye” støvler

Fjeldet kalder

Facebooktwitter

Vi nåede på fjeldet en enkelt nat efter vores adventureeventyr hos TrollAktiv. Godt fyldt op med spænding i kroppen efter forcering af højder og strømfald i alle tænkelige udgaver, var især de voksne i familien klar til lidt ro. Selvom jeg hele ugen i sædvanlig turstil vågnede til duften af nybagt omniabrød og friskbrygget kaffe i teltet, er det bare ikke helt det samme på en flad græsplane ved siden af hovedvej 9 og en flok engelske unge mennesker på lejrtur, som det er at slå teltdugen op til lyde og syn af fjelde, så langt øjet rækker.

 

Så på trods af en halvdårlig vejrudsigt pakkede vi vores grej, da vi var færdige med den sidste aktivitet og kridtede op ad Suleskardvejen. Vi har kørt vejen et utal af gange og vidste nøjagtig, hvor vi kunne sætte vores lavvu op tilpas tæt på vejen, til at vi kunne slæbe det hele og samtidig være helt oppe på fjeldet. I første omgang var der en del brok over planen og den ekstra køretur, men gensynets glæde var stor, da vi iklædt regntøj og upassende gummistøvler stod ud af bilen og sprang over det første vandløb for at få fjeld under fødderne. Drengene forsvandt over en bakketop og var hurtigt igang med at etablere en base, gøre sig venner med nogle får og lede efter multebær.

På fjeldet igen

Det blev vores hidtil korteste fjeldtur på 12 timer, hvor vi alle fire hurtigt blev enige om, at næste år måtte vi på fjeldet igen. Mads og Jakob fyldte alle vores halvliters flasker med fjeldvand, som de måtte have med hjem til morfar, der også elsker at gå i fjeldet.

Efter en god nats søvn

Vel hjemme hos mormor og morfar til den sædvanlige hjemkomstmiddag med røverhistorier fra årets Norgesekspedition, viste det sig, at det ikke nødvendigvis skulle vente til næste år med den fjeldtur. Drengene og jeg kunne nemlig komme med på morfars vandretur allerede i år, hvilket skabte stor jubel hos alle tre generationer. 10 dage senere var vi klar med rygsæk og vandrestøvler i Setesdalsheiene.

At turde fejle

Facebooktwitter

Vi tilbragte en lille uge ved TrollAktiv, og det var sjovt hele vejen! Det kan naturligvis tilskrives aktiviteterne men også instruktørerne, som skal have et rosende ord med på vejen. Der var ikke nogen tvivl om, at de havde travlt, men til trods for det var humøret altid godt, og der var altid tid til at hjælpe. De er særdeles kompetente og tydeligvis rekrutteret ud af et stærkt ”learning by failing” miljø.

Klargøring til klatrebane

Jeg betragtede, hvordan de efter arbejdstid utrætteligt tumlede rundt i strømfaldene for at lære og lære fra sig. Jeg lyttede til tilråbene ”that was good”, når de fejlede, og det lige så sikre efterfølgende ”what could you have done differently?”…….Jeg iagttog deres totale åbenhed i dialogen om fejl og forbedringer, og jeg tænkte så det bragede over, hvad der ligger til grund for denne ekstreme fejlacceptkultur. En kultur som de tog med ind i deres undervisning af os mere dødelige, og som trængte forfængeligheden i baggrunden til fordel for at lære gennem sine fejl. Hvorfor er det spændende? Jo, det er det, fordi det skaber en utvetydigt tryg atmosfære, hvor man ud over at lære i lyntempo har det sjovt, mens man gør det.

Jeg tænkte så det bragede over, hvad det er, som afstedkommer denne kultur, og min konklusion er, at når man beskæftiger sig med aktiviteter, som man potentielt kan dø af, og som i stor udstrækning er underlagt naturens luner, så betragtes enhver overlevelse grundlæggende som succes. Samtidigt er den grundlæggende erkendelse, at der ikke findes perfekte løsning eller et endegyldigt svar, for i morgen opfører naturen sig anderledes, og løsningen er en anden. Ud over overlevelse er resultaterne ikke synderligt interessante, det er til gengæld, hvad du lærte i forsøget og den robusthed, det gav dig til at møde de næste udfordringer. Derfor anerkendes du i de kredse for at gøre forsøget langt mere end for resultatet.

På den baggrund kan man jo godt reflektere lidt over, hvordan læringsmiljøet i skolesystemet eller for den sags skyld på arbejdspladsen ville se ud med den tilgang! Man kunne videre filosofere lidt over, om ikke også vores daglidags liv er potentielt dødeligt, og om ikke også det dermed fortjener mere anerkendelse for at gøre forsøget og for det, vi lærer af det, frem for anerkendelse af glansbilleder.

På vej på klatrebanens sorte rute

Under vores ophold ved TrollAktiv stiftede vi bekendtskab med en række nye dicipliner, men man lærer ikke at sejle wild water kajak, SUP eller rafte i løbet af et tætpakket ugeprogram på TrollAktiv, og det var heller ikke hensigten med vores besøg. Hensigten var en rusketur ud af friluftslivets mestringszone, og en appetitvækker til måske at forfølge nogle af de discipliner, vi var blevet introduceret for. Men ud over det så tror jeg, vi fik noget vigtigere med os hjem, nemlig modet til at turde fejle bare lidt mere!

Lidt om TrollAktiv

TrollAktiv har eksisteret siden 1993 og blev etableret af britiske Tim Davis som har en fortid i det britiske militær, mere end 35 års erfaring med friluftsliv og et utal af instruktøruddannelser på sit CV. I de første år var aktiviteterne koncentreret omkring guidevirksomhed på fjeldture. Gennem årene har aktiviteterne dog udvidet sig til i dag at omfatte en bred pallette af frilufts- og teambuildingaktiviteter.

Virksomheden drives stadig af Tim Davis, som i dag fokuserer på nye projekter og aktiviteter, mens en gruppe kompetente instruktører varetager det daglige arbejde og undervisning.

 

Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk.

At føle sig alene i en wild water kajak

Facebooktwitter

Jeg har roet meget kajak gennem årene, både turkajak og havkajak. Faktisk har jeg også leget lidt i wild water kajakker, men det var på Skanderborg sø, hvor man skal lede længe efter strømfald. Det fantastiske ved en kajak er, at det er noget man iklæder sig. Det er som en løbesko, og det kan man i særdeleshed sige om wild water kajakker. Du sidder behageligt klemt inde i den, men til forskel fra andre kajaktyper betyder det også, at du skal gøre noget aktivt for at komme ud af den. Derfor er det også en del af det indledende pensum at træne netop dette. Hiv i stroppen, saml benene og skub dig ud.

Vi var privilegeret med hele to instruktører til denne aktivitet, og derfor blev det også med udvidet pensum, hvor vi ud over padleteknik bla. blev indført i begreber som eddie, eddie line og breakout teknik. Teori er et, men praksis noget andet og derfor blev det hele også med mere eller mindre held afprøvet i den rivende strøm nedenfor Syrtveitfossen.

Jeg tror, vi alle delte oplevelsen af en vis pludselig ensomhed, når kajakken fra tid til anden blev revet med af strømmen, og det var helt og aldeles op til en selv at genfinde kontrollen. Disse øvelser illustrerede med tydelighed, at det er af sine fejl man skal lære, igen og igen!

Vi overlevede strømfaldene i wild water kajak

Nu havde vi godt luret, at det hele ville ende med, at disse kajakker inkl. deres dødelige indhold skulle på en rejse i deres rette element, nemlig Lislefossen, som vi tidligere havde stiftet bekendtskab med på SUP boards. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at hvis det kan gøres på et SUP board, så kan det vel også gøres i en wild water kajak, men her spiller det ind på angstniveauet, at der er potentiale for at tage turen med bunden i vejret……Det krævede for nogen en del overtalelse og tålmodige instruktører, men til sidst kom vi alle gennem fossen og det i god stil.

 

Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk.

« Ældre indlæg

© 2019 TranumThomsen

Tema af Anders NorenOp ↑