Kategori: Børn

Støvlen

Facebooktwitter

Jeg blev introduceret til fjeldvandring i Norge for 29 år siden af min far. Den allerførste tur gik fra parkeringspladsen i Berg til DNT hytten Stavskar og så videre rundt til Bossbu-Svartenut- Øyvasbu-Gaukhei-Stakkedalen. To år senere startede jeg samme sted med den anden halvdel af TranumThomsen på vores første fælles fjeldvandring. Så det var med en vis portion nostalgi, at jeg stod på selvsamme parkeringsplads og atter satte kursen mod Stavskarhytten. Denne gang sammen med både min far og mine drenge.

Afgang fra Berg

Det er altid lidt af en udskrivning, når to par fødder er blevet for store til sidste års vandrestøvler. Derfor var det en vis lettelse, at Jakob kunne passe Mads’ fra sidste år, og Mads kunne passe min mors, som hun faktisk aldrig rigtig har fået brugt. Dertil kom den ikke helt uvæsentlige faktor, at begge var ret godt tilfredse med løsningerne og satte afsted som to bjerggeder selv med starttunge rygsække. Jeg gik bagerst og kunne til gengæld sagtens mærke vægten af at være den, der kunne bære mest. Det var blevet aften, da vi gik fra bilen, og vi var alle spændte på at komme frem og se, om der var en sengeplads til os alle i den meget lille hytte. Der er altid lidt tummel og halløj, indtil man finder rytmen og rækkefølgen i gruppen, men pludselig vender Mads sig om og blafrer med sine vandrestøvler “Se sålen er ved at falde af”. Nok var mormors vandrestøvler så godt som ubrugte, men de var også 20 år gamle og totalt møre!

 

Så var gode råd dyre. Vi løste det i første omgang ved at tape sålen fast med sportsplaster, men efter 20 skridt faldt hælen af. Så fandt vi hans sandaler frem, godt nok med lukket tå, men til gengæld syngende på absolut sidste vers. Udtrådte og med blankslidte såler. Moren var på ingen måder stolt over, at drengen skulle balancere videre i dem på glatte sten og med opfindsomme veje op og ned ad fjeldet. Mads tog det i stiv arm og synes i første omgang, at det gik egentlig meget fint, men endte med at humpe frem til hytten plaget af det sår, han havde erhvervet sig tidligere på sommeren ved at træde et søm op i foden. Der var heldigvis sengepladser i hytten og kun en enkelt anden gæst – en 83 årig dame, der havde brugt fem timer til hytten fra parkeringspladsen med krykke og stok og skulle gå videre op i fjeldet til sin egen hytte. Men det er en anden historie. Hun vidste til gengæld, at der var en sportsforretning i Valle 5 km fra Berg.

Ankomst til Stavskarhytten

I løbet af natten gryede en plan. Mads kunne passe mine vandrestøvler, og jeg måtte springe ud til civilisationen efter nye til mig selv, selvom det indbefattede 1000 ting, der ikke plejer at være mine opgaver, særligt alt det, der ramte mig, efter jeg havde nået bilen. Men tanken om Mads i glatte sko uden frihed til halsbrækkende eksperimenter på resten af turen gjorde beslutningen nem. Jeg drog afsted hurtigt efter morgenmaden i rask tempo og nåede ud til vejen efter en time. Hele tiden havde der været det lille håb, at de efterladte godt nok herrestøvler, der hang ved parkeringspladsen, måske kunne anvendes med en ekstra sål eller sok. Hurtig som en ninja nappede jeg dem, og det var slet ikke tosset. Kun en anelse for store. Men så kom overvejelserne. Var de virkelig efterladte med sure sokker og lugten af udlejningssko i et bowlingcenter? Eller ville ejeren vende tilbage og lede efter dem? Sandsynligheden var lille, men alligevel. Jeg endte med argumentationen om genbrug og en klimavenlig tilgang og var nogenlunde overbevist. Hellere at de blev brugt end gik til spilde. Så med blandede følelser af held og en smule tyvagtighed skyndte jeg mig op i fjeldet igen og var under alle omstændigheder lettet over, at jeg havde løst støvleproblemet. Godt 2,5 timer senere stødte jeg til min far og drengene, der havde hygget sig med at ordne hytten og godt nok uden held prøvet fiskelykken. Vi var nu klar til for alvor at stige opad og begive os mod Bossbuhytten.

“Nye” støvler

Fjeldet kalder

Facebooktwitter

Vi nåede på fjeldet en enkelt nat efter vores adventureeventyr hos TrollAktiv. Godt fyldt op med spænding i kroppen efter forcering af højder og strømfald i alle tænkelige udgaver, var især de voksne i familien klar til lidt ro. Selvom jeg hele ugen i sædvanlig turstil vågnede til duften af nybagt omniabrød og friskbrygget kaffe i teltet, er det bare ikke helt det samme på en flad græsplane ved siden af hovedvej 9 og en flok engelske unge mennesker på lejrtur, som det er at slå teltdugen op til lyde og syn af fjelde, så langt øjet rækker.

 

Så på trods af en halvdårlig vejrudsigt pakkede vi vores grej, da vi var færdige med den sidste aktivitet og kridtede op ad Suleskardvejen. Vi har kørt vejen et utal af gange og vidste nøjagtig, hvor vi kunne sætte vores lavvu op tilpas tæt på vejen, til at vi kunne slæbe det hele og samtidig være helt oppe på fjeldet. I første omgang var der en del brok over planen og den ekstra køretur, men gensynets glæde var stor, da vi iklædt regntøj og upassende gummistøvler stod ud af bilen og sprang over det første vandløb for at få fjeld under fødderne. Drengene forsvandt over en bakketop og var hurtigt igang med at etablere en base, gøre sig venner med nogle får og lede efter multebær.

På fjeldet igen

Det blev vores hidtil korteste fjeldtur på 12 timer, hvor vi alle fire hurtigt blev enige om, at næste år måtte vi på fjeldet igen. Mads og Jakob fyldte alle vores halvliters flasker med fjeldvand, som de måtte have med hjem til morfar, der også elsker at gå i fjeldet.

Efter en god nats søvn

Vel hjemme hos mormor og morfar til den sædvanlige hjemkomstmiddag med røverhistorier fra årets Norgesekspedition, viste det sig, at det ikke nødvendigvis skulle vente til næste år med den fjeldtur. Drengene og jeg kunne nemlig komme med på morfars vandretur allerede i år, hvilket skabte stor jubel hos alle tre generationer. 10 dage senere var vi klar med rygsæk og vandrestøvler i Setesdalsheiene.

Hugormeturen

Facebooktwitter

”I er mest hjemme på skift” sådan lød en tør betragtning forleden fra vores drenge under aftensmaden. Set over en relativt kort tidshorisont var den konstatering ikke helt faktuelt forkert, og uanset var det ikke en melding, familiens voksne tog til sig med stolthed. Derfor desto mere heldigt at vi kunne se frem til fire dages Kristi Himmelfartsferie med vandring og telt på den jyske hede.

 

Som torsdagen nærmede sig, blev vejrudsigten gransket intenst, og det så rigtigt lovende ud, lige med undtagelse af torsdag, hvor der var varslet risiko for skybrud og voldsom torden. Familiens voksne, belært om deres ansvar og manglende point på kontoen, holdt krisemøde og kom frem til, at den sikreste og mest populære løsning ville være at tilbringe torsdagen i mere civiliserede omgivelser end i et telt på heden. Valget faldt på Vigsø feriecenter, som ligger tæt på vores planlagte vandrerute. De havde ledige værelser og tilmed et vandland.

 

Sådan gik det til, at familien Tranum Thomsen tilbragte torsdagen med deres legemer nedsænket i et varmtvandsbassin på et nedslidt vestjydsk feriecenter, mens vi (mest de voksne) spejdede efter det fraværende uvejr gennem vandlandets store glasruder……. Men det gav nogle billige point, og det trængte vi til!

 

Afgang fra Bulbjerg Klint

Fredag formiddag begav vi os afsted med pakkede rygsække fra turens startpunkt ved Bulbjerg Klint, hvorfra planen var mere eller mindre at følge redningsvejen langs kysten til Hanstholm. Solen stod klar mod den blå himmel, der blæste en kølig vind fra vest, og vi lugtede alle svagt af klorvand. Undertegnede var udstyret med en aldeles jomfruelig og tungt pakket Fjällräven Kajka 75, en lige så jomfruelig Fjällräven cap i matchende farver og i rygsækken hvilede et komplet titaniumbestik, alt sammen netop modtaget i fødselsdagsgave af familiemedlemmer. Havde der været andre mennesker, havde de helt sikkert tænkt, at jeg var på vej ud på min første vandretur…….

 

Snuden i sporet ud over den vestjydske hede

Vi fulgte redningsvejen langs kysten til Lild Strand, et lille fiskerleje ca. 5 km vest for Bulbjerg, som i dag er omdannet til et hyggeligt sommerhusområde. Her blev vi budt på forfriskninger, før turen gik videre langs vandet til dagens mål, Madsbøl lejrplads i Hjardemål klitplantage.

 

Undervejs indtræf turens drama, da Mads var tæt på at træde på en hugorm, som lå og solede sig på stien. Som Jakob senere udtalte ”Der sker altid nogle vilde ting på vores ture” og ja, det gør der, og denne gang slap vi fra det uden andet end en drabelig historie og et halvdårligt billede af en hugorm på flugt.

 

Hugorm på flugt

Måske dette er et passende sted lige at repetere førstehjælpen i tilfælde af et hugormebid:

 

1. Forhold dig roligt
2. Hold bidstedet lavt
3. Søg altid læge (helst uden at du bevæger dig for meget)

 

For børn under 12 år, allergiske personer, gravide, eller i tilfælde af kraftig lokal reaktion på bidstedet, svimmelhed, besværet vejrtrækning eller shockudvikling, skal du ringe 112.

 

Resten af vejen til Madsbøl lejrplads gik snakken livligt på hugorme, slanger i almindelighed og andre nær-død oplevelser, vi havde haft på vores ture gennem tiden. Samtidigt var alles fokus på stien, og hvor de satte fødderne, tydeligt skærpet.

 

Madsbøl lejrplads er egentlig klassificeret som en stor lejrplads, men jeg gad nu godt se en lejrskole overnatte her. Det er en hyggelig lille plads placeret i en lysning i plantagen med en shelter, bålplads og et nybygget muldtoilet. Der er ikke vand på pladsen og nærmeste vandpost er ved en lille naturcampingplads ca. 1,5 km væk……denne opgave tilfaldt undertegnede, mens drengene klatrede i træer, og Katrine gjorde klar til aftensmaden.

 

Den nyfundne kæletudse Otto nød livet i en muk med mudder, mens resten af familien indtog en svensk pølseret, som var jazzet op med bacon. Dertil nød de voksne, hvad der skulle vise sig at være en alkoholfri rødvin, som undertegnede havde erhvervet (lidt for hurtigt) i den lokale Brugs og slæbt den lange vej over heden!

 

Næste morgen, da Otto igen var blevet en fri tudse, kaffen drukket, og teltet pakket, gik turen videre gennem plantagen. Undervejs forcerede vi et par områder med den for området karakteristiske hedemose, drengene valgte den lige vej og dermed vadeteknik, mens vi andre zigzaggede os gennem terrænet og fandt en tørskoet vej.

 

Vadning i hedemosen

Den sidste del af dagens rute gik langs stranden, hvor tempoet pga. ravsøgning faldt dramatisk. Vi endte ikke med nogen stor ravklump, men et utal af andre flotte sten blev føjet til samlingen, inden vi nåede frem til Vigsø bugt lejrplads, hvor vi troede, at vi skulle overnatte. Det viste sig dog, at pladsen var indtaget af en stor flok unge mennesker udstyret med alt fra generator, over vandpiber til voldsomme musikanlæg. Det er jo, hvad der kan ske, når en lejrplads som denne er let tilgængelig med bil, men det efterlod os med lidt af et overnatningsproblem.

 

Her må man påberåbe sig retten til nødlejr, og det var lige, hvad vi gjorde. Vi fortsatte ned langs kysten, til vi var på behørig afstand af festen og etablerede lejr i en klitgryde, der var som skabt til formålet. Her vil jeg rette en lille tak til Helsport for den perfekte grønne farve på vores telt, som gjorde vores lejr stort set usynlig.

 

Solnedgang over den “ulovlige” lejr

Aftensmaden blev tilberedt til den nedgående sol sammen med en muk af den virkningsløse rødvin, mens drengene legede i klitterne. Dette var et af de sjældne momenter i livet, hvor det ganske enkelt og helt simpelt ikke bliver meget bedre! Ja, det skulle da lige være næste morgen, da undertegnede efter 11 timers solid søvn på det bløde underlag af marehalm, blev vækket til duften af frisk kaffe, nybagt brød og fødselsdagssang.

 

Morgenmad på den vestjydske hede

Vestjylland, vi ses!

Vintertur

Facebooktwitter

Der var udsigt til blå himmel og frost, da vi pakkede bilen til sheltertur. Derfor var der da også pakket godt med brænde, bålgryde til minestronesuppe, tæpper og andet godt til at forsøde vinternatten.

 

Turens mål var den lille shelterplads Hampknold i Gjern bakker. Pladsen ligger på en fin lille bakketop, med fantastisk udsigt over Sminge sø og omgivet af lærkeskov.

 

Hampknold shelter

Mads og Jakob havde inviteret en god ven med og det meste af tiden var de optaget af en dramatisk leg i den omkringliggende skov. Vi så dem stort set kun når der var mad og når tæerne skulle tø op ved bålet.

 

Børnebål

Da vi gik i poserne ved 20:30 tiden viste termometeret -10 grader og vandsækken var for længst frosset til is.

 

En kold aften

Der blev hygget og snakket om dagen, inden alle faldt i søvn og kværnede 11 timers mere eller mindre solid søvn. Selv stiftede jeg bekendtskab med nattekulden da jeg, grundet den megen kaffe, måtte ud og tisse på et ikke nærmere bestemt tidspunkt. Jeg blev mødt af en fantastisk mørkeblå nattehimmel, med månelys og tusinder af stjerner.

 

Efter sådan en nat er der brug for en solid morgenmad, men det krævede imidlertid at undertegnede skulle ud af posen og have tændt et bål……ikke nogen let sag og først efter et par kopper varm kaffe indtaget i soveposen, lykkedes det at komme ud.

 

En solid morgenmad

Bålet blev tændt og så stod den på æg, bacon, pølser, ristet brød og gifler til dessert. Efter yderligere et par kopper varm kakao var børnene genopladet og klar til leg, mens vi drak mere kaffe og pakkede lejren sammen.

 

Fakta:

I kan sagtens tage på vintertur i den danske natur uden specielt udstyr som f.eks. vintersovepose. Sy evt. en inderpose til soveposen af et fleecetæppe, medbring godt med tæpper og sov evt. på et ekstra lag underlag.

Hvis I overnatter i telt er det en god ide at vælge et telt som ikke er for stort. På den måde kan I bedre holde varmen. Hvis I overnatter i shelter er det en god ide at medbringe en presenning eller tarp til at lukke indgangen med.

Det bliver tidligt mørkt så forbered jer på at få sovet en del, eller medbring en god bog og friske batterier til pandelampen.

Sensommer i Norge

Facebooktwitter

Løkkevika
Se mere på Instagram

© 2019 TranumThomsen

Tema af Anders NorenOp ↑