10 km mærket på juletur i Valhalla

Facebooktwitter

Den sidste tid har budt på en omstridt diskussion om berettigelsen af mærker på uniformerne i spejderbevægelsen. Er det en god eller dårlig ting? De Grønne Pigespejdere har valgt at gøre deres mærker mindre synlige. En ting er i hvert fald sikkert. En flok minispejdere var med god grund stolte, da de erhvervede sig 10 km mærket på årets juletur. Og jeg synes faktisk, at det er værd at synliggøre, når man er kommet dertil, at man sagtens kan tage en 10 km tur i skoven i bidende frost, mens det bliver mørkt, og resten af gruppen er hjemme i den varme hytte.

En stor del af vores friluftsliv er grundlagt som spejdere. Vi har begge været spejdere hele vores barndom og fortsat som spejderledere i ungdomslivet. Efter mange års pause startede vi som familiespejdere, da Mads og Jakob var 5 år gamle. Det var en nem beslutning, da der var et opslag fra den lokale DDS spejdergruppe Valhalla. Vi skulle selvfølgelig være spejdere igen.

Hvert år i den første weekend i december drager Valhalla gruppe til Ryekol. Og sammen med mange af de andre i vores spejderfællesskab, er det blevet en fast del af vores families juletraditioner, at sådan starter vi december. Som en mor til tre spejdere i forskellige aldre sagde i søndags: “Det er ikke sådan rigtig jul, før man har været en tur herude”.

Det er en udendørs og indendørs weekend. Vi startede som familiespejdere, hvor man kommer og er med hele søndagen til en dag udenfor med leg og spejderaktiviteter i de smukke omgivelser i Gl. Ry.

Som mikro- og minispejder er juleturen ofte ens første lejr med overnatning på den store sovesal fra lørdag til søndag. Mads og Jakob er blevet juniorspejdere i år, og havde den store fornøjelse at rykke på egen sovesal og være uden os forældre som spejderledere. Det blev vist også til noget jule/spejderdisko i pejsestuen. Det næste de ser frem til er, at de som trop ankommer til juleturen fredag aften og selv sørger for at sove i shelter hele weekenden.

Men minispejderne skulle på vandretur lørdag eftermiddag. Vi havde 3-3,5 timer til projektet, og vi var lidt spændte på, hvor meget de skulle motiveres til at gennemføre turen. Det er ingen sag for hverken børn eller voksne at gå 10 km, når man er vant til det. Vi har gjort det med vores egne børn fra de var 3-4 år gamle. Men ikke alle børn er vant til at gå i længere tid, og så er det en disciplin, der skal læres. Hvordan mærkes det, når man er ved at blive træt? Kan man blive ved, selvom man synes, at det er hårdt? Hvad skal man gøre, når man begynder at blive kold i pausen? Og ikke mindst, hvordan fortsætter man, når rastløsheden og måske kedsomheden sætter ind? Minispejderne var langt fra begyndere. De er 9-10 år, og de fleste af dem har været spejdere i 2-4 år. De var simpelthen så seje, og vi var simpelthen så stolte af dem. De klarede det i godt humør og med masser af overskud. De er ved at tilegne sig vandringsfærdigheder, og det håber vi på vil give dem mange gode oplevelser i naturen. Det er en gave at være spejderleder og bidrage til, at børn og unge får oplevelser sammen, som understøtter deres robusthed og deres mod på at kunne klare sig. Det mærke bærer en masse livsmod i sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *