Toptur

Facebooktwitter

Det er svært at forestille sig bedre vejr på en fjeldtur. Endnu en dag stod vi op med udsigten til et blikstille Botsvatn. Vi havde turen tilbage til Stavskar og en her dag på fjeldet foran os. Kombinationen af godtvejr, den kendte rute og primært højdemeter nedad gjorde, at vi lagde planer om lange pauser, leg i vandløb og tid til at bade i en af søerne. Første stop efter en times tid var ved et perfekt vandløb, hvor børnene først dæmmede vandet op med mos og mudder for derefter at lukke op for sluserne, så vandet brusede afsted igen. En leg, der er blevet forfinet gennem flere år, kan leges ved det mindste fald og ikke mindst kan gentages i det uendelige med lige stor jubel hver gang. Det kræver så, at der tages kaffevand ovenfor eksperimenterne. Som noget helt særligt blve det hurtigt for varmt at ligge i læ på den solbeskinnede skråning. Vi måtte afsted for at få lidt luft omkring os.

Fremme ved søen før nedstigningen til Stavskar havde vi så tid til at slænge os et par timer, bade lidt i den stadig iskolde sø, tage en lille lur, mens der blev bygget nye dæmninger og drikke mere kaffe. Det meste af dagen var gået, og vi havde kun en halv times tid til hytten. Men på vej over passet fik vi alligevel mod på at bestige Svarvarnuten. Det var stadig dejligt vejr, og vi havde masser af energi tilbage efter en afslappende dag. Vi kiggede på kortet, og det så ud til, at der var en fin rute til toppen.

På vej til tops

Rygsækkene blev stillet og kursen sat mod toppen. De to bjerggeder sprang afsted, mens den ældre del af selskabet begav sig lidt mere forsigtigt afsted. Ind imellem satte de sig og ventede på os. Efter ca 45 minutter kunne vi tage den sidste stejle del og nåede varden på toppen i 1378 moh. Der var en helt fantastisk udsigt over det østlige af Setesdalheiene, og vi kunne se hele turen som et levende kort. Jeg har ikke særlig ofte været på topture, men der er noget virkelig fascinerende ved at se verden fra oven og hele det landskab, som man har bevæget sig rundt i. Det er en dejlig samlende oplevelse. Og så fik vi mobilkontakt. Det er ret skørt at blive optaget af, når man står der midt i alt det storslåede. Det er så skønt at være offline på fjeldet og uden kontakt til omverdenen i flere dage og alligevel melder behovet sig i det øjeblik, at det er en mulighed. Hvorom alting er fik vi snakket med både mormor og far, der vist begge på hver deres måde var ret misundelige over vores lille familiefærd. Vi nappede de 500 m højdemeter ned til hytten i et ryk med knald på støddæmperne.

På toppen

Her havde vi en hyggelig sidste aften, hvor drengene tog et par ekstra toppe omkring hytten, min far og jeg fik tømt rødvinsdepotet, som vi havde efterladt for et par dage siden, og vi tog det sidste spil 500 som afslutning på dejlig fjeldferie. 

En lille og en stor

Facebooktwitter

Vi stod op til den blankeste sø, man kan forestille sig.

Fjeldspejl

Inden længe var drengene på vej i det iskolde morgenvand, og den voksne del af selskabet indfandt sig ved søen med en frisk kande kaffe som tilskuere til deres påfund og leg hen over stenene, ud i vandet og forfra igen. De har meget af tiden på fjeldet gang i sindrige og fordybede lege i de på en gang fremmede og kendte omgivelser.

Klatremus

Dagens plan var fisketur, og ruten var hen over den nye bro og sydpå ad T-mærkningen mod Svartenut. Vi elsker broer, måske fordi det er lidt pirrende at bevæge sig over ofte med voldsomt vand brusende under og altid tanken på, hvordan forårets flom mon har hærget hængsler og træværk få måneder forinden. Så der blev i vanlig stil taget billeder på vejen over den lange hængebro.

Hængebroen

Det var lidt svært for drengene at få rytme i krop og sind uden sæk på ryggen og uden fast bestemmelsessted. Vi kiggede på kortet og bestemte os for at begive os til enden af en sø, hvor et vandløb stødte til med håb om, at både fiskeri og bygning af dæmning var muligt. Det gav lidt mere ro, og vi var hurtigt fremme ved stedet, hvor vi lavede base. Jeg smed mig i græsset på et underlag og udgjorde basen, Mads og Jakob smed støvlerne og gik i gang med at ommøblere en hel del mos. Min far gik på tur for at smide fiskestangen. Solens varme på huden, lidt græs der kildede armen, lyden af vandets rislen og drengestemmer i det fjerne, synet af fjeldtoppe og hvide skyer, der dovent drev forbi. Et fortættet øjeblik at tage med hjem, som kan kaldes frem igen på en trist, kold eller travl hverdagsdag. Efter en times tid dukkede min far op med fisk i hånden. Han havde fisket med spindere, og havde haft bid på krogen adskillige gange. Drengene var hurtigt på benene for at beundre fangsten. En stor og en lille fjeldørred, som skulle hjembringes til aftensmad. Det gav Mads umådeligt lyst til at fiske, og han ville gerne i gang med sin egen fiskestang. Men inden vi fik set os om, mærkede vi regndråber på den bare hud, der ellers lige havde solet sig. Sådan er det på fjeldet. Man drager afsted i høj sol og kan slet ikke forestille sig andet. Men fjelde er skygeneratorer, og på ganske kort tid kan der samle sig regnfulde sorte skyer. Vi kom hurtigt i regnjakker, fik alle vores sager ind under rygsækkene og hjalp hinanden med at snøre støvler og blive klar til afgang. Det lignede en kort byge, men det var skønnere at gå, mens det regnede, og vi begav os tilbage mod hytten. Med de to fisk forsvarligt hængt på en gren.

En stor og en lille på panden

Første, femte og syvende gang

Facebooktwitter

Ruten fra Stavskar går OPAD, og man stiger 300 meter på den første kilometer. Ingen sag når man er 10 år og erfaren fjeldvandrer. Så kan man godt få lov til at gå forrest for hende med den tunge rygsæk og ham den 73 årig med ganske ny hofte. Humøret var usandsynligt godt med en syngende og snakkende Jakob som følgesvend, der var svært godt tilfreds med hvor let det hele kom til ham. Efter en time holdt vi pause ved søen efter toppunktet på godt 1200 moh. Vejret var strålende, og kroppen var varm efter bestigningen, så drengene og jeg smed kludene og hoppede fluks i vandet, der bare aldrig er rigtig varmt i de højder, men til gengæld friskt og klart. Vi havde den dejligste vandredag mod vest, og selvom vi var gået sent fra Stavskarhytten, var der fint tid til at holde gode pauser og nyde landskabet. Nu var vi for alvor kommet på fjeldet.

Dagens toppunkt

Dagens endestation var Bossbu, hvor der er kommet en nybygget hytte i 2014, som min far allerede havde besøgt i 2015. Hytten ser man først, når man går op over den sidste fjeldkam, og så er man der til gengæld. Glæden var som altid stor, da vi var ankommet. Det var dejligt at komme af med rygsækken og spændende at finde sig til rette det nye sted. Der var den sødeste hollandske hyttevagt, der anviste os til sikringshytten, der er næsten lige så stor som hovedhytten. Vi fandt et firemandsrum, hvor vi kunne indlogere os i køjerne og slå os ned de næste to nætter.

Bossbu hovedhytten

Bossbu ligger virkelig smukt med udsigt ud over Bossvatnet, hvor man både bader og henter vand. Den ligger centralt i DNT rutenettet, og der var også fyldt op med 28-30 overnattende begge de nætter, hvor vi var på hytten. Det er nok også en af grundene til, at den gamle og slidte hytte er erstattet af nybyggeri. Det er fint, funktionelt og godt passet ind i landskabet, men jeg savnede nu lidt den gråblå hytte med verandaen, måske fordi den var en del af min fjeldoplæring og forbundet med gode minder på mange fjeldture.

Aftensmad på terassen foran Bossbu sikringshytten

Om aftenen til hyttekos med drengene talte vi os frem til, at det var morfars syvende besøg på stedet, mit femte og drengenes første.

Hyttekos

Støvlen

Facebooktwitter

Jeg blev introduceret til fjeldvandring i Norge for 29 år siden af min far. Den allerførste tur gik fra parkeringspladsen i Berg til DNT hytten Stavskar og så videre rundt til Bossbu-Svartenut- Øyvasbu-Gaukhei-Stakkedalen. To år senere startede jeg samme sted med den anden halvdel af TranumThomsen på vores første fælles fjeldvandring. Så det var med en vis portion nostalgi, at jeg stod på selvsamme parkeringsplads og atter satte kursen mod Stavskarhytten. Denne gang sammen med både min far og mine drenge.

Afgang fra Berg

Det er altid lidt af en udskrivning, når to par fødder er blevet for store til sidste års vandrestøvler. Derfor var det en vis lettelse, at Jakob kunne passe Mads’ fra sidste år, og Mads kunne passe min mors, som hun faktisk aldrig rigtig har fået brugt. Dertil kom den ikke helt uvæsentlige faktor, at begge var ret godt tilfredse med løsningerne og satte afsted som to bjerggeder selv med starttunge rygsække. Jeg gik bagerst og kunne til gengæld sagtens mærke vægten af at være den, der kunne bære mest. Det var blevet aften, da vi gik fra bilen, og vi var alle spændte på at komme frem og se, om der var en sengeplads til os alle i den meget lille hytte. Der er altid lidt tummel og halløj, indtil man finder rytmen og rækkefølgen i gruppen, men pludselig vender Mads sig om og blafrer med sine vandrestøvler “Se sålen er ved at falde af”. Nok var mormors vandrestøvler så godt som ubrugte, men de var også 20 år gamle og totalt møre!

 

Så var gode råd dyre. Vi løste det i første omgang ved at tape sålen fast med sportsplaster, men efter 20 skridt faldt hælen af. Så fandt vi hans sandaler frem, godt nok med lukket tå, men til gengæld syngende på absolut sidste vers. Udtrådte og med blankslidte såler. Moren var på ingen måder stolt over, at drengen skulle balancere videre i dem på glatte sten og med opfindsomme veje op og ned ad fjeldet. Mads tog det i stiv arm og synes i første omgang, at det gik egentlig meget fint, men endte med at humpe frem til hytten plaget af det sår, han havde erhvervet sig tidligere på sommeren ved at træde et søm op i foden. Der var heldigvis sengepladser i hytten og kun en enkelt anden gæst – en 83 årig dame, der havde brugt fem timer til hytten fra parkeringspladsen med krykke og stok og skulle gå videre op i fjeldet til sin egen hytte. Men det er en anden historie. Hun vidste til gengæld, at der var en sportsforretning i Valle 5 km fra Berg.

Ankomst til Stavskarhytten

I løbet af natten gryede en plan. Mads kunne passe mine vandrestøvler, og jeg måtte springe ud til civilisationen efter nye til mig selv, selvom det indbefattede 1000 ting, der ikke plejer at være mine opgaver, særligt alt det, der ramte mig, efter jeg havde nået bilen. Men tanken om Mads i glatte sko uden frihed til halsbrækkende eksperimenter på resten af turen gjorde beslutningen nem. Jeg drog afsted hurtigt efter morgenmaden i rask tempo og nåede ud til vejen efter en time. Hele tiden havde der været det lille håb, at de efterladte godt nok herrestøvler, der hang ved parkeringspladsen, måske kunne anvendes med en ekstra sål eller sok. Hurtig som en ninja nappede jeg dem, og det var slet ikke tosset. Kun en anelse for store. Men så kom overvejelserne. Var de virkelig efterladte med sure sokker og lugten af udlejningssko i et bowlingcenter? Eller ville ejeren vende tilbage og lede efter dem? Sandsynligheden var lille, men alligevel. Jeg endte med argumentationen om genbrug og en klimavenlig tilgang og var nogenlunde overbevist. Hellere at de blev brugt end gik til spilde. Så med blandede følelser af held og en smule tyvagtighed skyndte jeg mig op i fjeldet igen og var under alle omstændigheder lettet over, at jeg havde løst støvleproblemet. Godt 2,5 timer senere stødte jeg til min far og drengene, der havde hygget sig med at ordne hytten og godt nok uden held prøvet fiskelykken. Vi var nu klar til for alvor at stige opad og begive os mod Bossbuhytten.

“Nye” støvler

Fjeldet kalder

Facebooktwitter

Vi nåede på fjeldet en enkelt nat efter vores adventureeventyr hos TrollAktiv. Godt fyldt op med spænding i kroppen efter forcering af højder og strømfald i alle tænkelige udgaver, var især de voksne i familien klar til lidt ro. Selvom jeg hele ugen i sædvanlig turstil vågnede til duften af nybagt omniabrød og friskbrygget kaffe i teltet, er det bare ikke helt det samme på en flad græsplane ved siden af hovedvej 9 og en flok engelske unge mennesker på lejrtur, som det er at slå teltdugen op til lyde og syn af fjelde, så langt øjet rækker.

 

Så på trods af en halvdårlig vejrudsigt pakkede vi vores grej, da vi var færdige med den sidste aktivitet og kridtede op ad Suleskardvejen. Vi har kørt vejen et utal af gange og vidste nøjagtig, hvor vi kunne sætte vores lavvu op tilpas tæt på vejen, til at vi kunne slæbe det hele og samtidig være helt oppe på fjeldet. I første omgang var der en del brok over planen og den ekstra køretur, men gensynets glæde var stor, da vi iklædt regntøj og upassende gummistøvler stod ud af bilen og sprang over det første vandløb for at få fjeld under fødderne. Drengene forsvandt over en bakketop og var hurtigt igang med at etablere en base, gøre sig venner med nogle får og lede efter multebær.

På fjeldet igen

Det blev vores hidtil korteste fjeldtur på 12 timer, hvor vi alle fire hurtigt blev enige om, at næste år måtte vi på fjeldet igen. Mads og Jakob fyldte alle vores halvliters flasker med fjeldvand, som de måtte have med hjem til morfar, der også elsker at gå i fjeldet.

Efter en god nats søvn

Vel hjemme hos mormor og morfar til den sædvanlige hjemkomstmiddag med røverhistorier fra årets Norgesekspedition, viste det sig, at det ikke nødvendigvis skulle vente til næste år med den fjeldtur. Drengene og jeg kunne nemlig komme med på morfars vandretur allerede i år, hvilket skabte stor jubel hos alle tre generationer. 10 dage senere var vi klar med rygsæk og vandrestøvler i Setesdalsheiene.

« Ældre indlæg

© 2019 TranumThomsen

Tema af Anders NorenOp ↑